De fleste af os har oplevet en strømafbrydelse. Har dine naboer heller ikke strøm, eller er gadebelysningen også slukket, vil fejlen ofte ligge i forsyningsnettet. Som regel kommer strømmen hurtigt tilbage uanset, om strømafbrydelsen er sket om dagen eller om natten. Dit el-selskab overvåger konstant el-nettet, så de reagerer hurtigt, men i sjældne tilfælde kan det tage lidt længere tid at få afhjulpet problemet. Når fejlen ligger i forsyningsnettet, er der ikke så meget, du kan gøre andet end at væbne dig med tålmodighed.
Mangler du strøm i dele af din bolig, kan det være en sikring, der er sprunget. En sikring springer, hvis den er overbelastet, hvilket vil ske, hvis der fx er for mange apparater tilsluttet sikringsgruppen. Det kan være, at belastningen bliver for stor, hvis du både har tændt for elkedlen, brødristeren og mikrobølgeovnen på samme tid. Det kan også være, at et af dine apparater er kortsluttet.
Er en af dine sikringer sprunget, skal du slukke for gruppeafbryderen og derefter for alle afbrydere og stikkontakter, som er koblet til sikringsgruppen. Derefter kan du skifte sikringen og tænde for gruppeafbryderen igen. Har du mistanke om, at et af dine apparater er kortsluttet, kan du finde problemet ved at tænde igen for en kontakt eller et apparat ad gangen. Du har fundet synderen, når sikringen springer igen.
Mangler du strøm i hele dit hjem, kan det være, at dit HFI/HPFI-relæ har slået fra. Prøv først at slå det til igen. Kommer strømmen tilbage, behøver du ikke at gøre mere. Slår relæet fra igen, skal du slukke for alle sikringsgrupper i gruppetavlen. Derefter skal du tænde for HFI/HPFI-afbryderen igen og så for en gruppeafbryder ad gangen. Når HFI/HPFI-relæet igen slår fra, har du fundet den gruppe, hvor der er fejl.
Du skal nu i gang med at lokalisere fejlen på samme måde, som når en sikring er sprunget. Det gør du ved at slukke for den pågældende gruppe og tænde dit HFI/HPFI-relæ igen. Sluk derefter for alle stikkontakter og apparater, som er koblet på den gruppe, hvor der er fejl. Slå sikringsgruppen til igen og prøv så at tænde for de forskellige kontakter og apparater igen. Forsvinder strømmen igen, ved du, hvor problemet er.
I nogle tilfælde kan fejlen ligge i selve el-installationen. Hvis det er tilfældet, skal du kontakte en elektriker for at få løst problemet.