Kombinationen af vådt vejr og frost kan være en hård omgang for dit hus. Derfor er det en god idé at tjekke, hvordan det står til med den udvendige side af dit hus, inden vinteren for alvor sætter ind. Du skal både være opmærksom på, hvordan det står til med facaden, soklen og gavlen.
Selv små revner i murværket kan vokse i løbet af vinteren, hvis frosten sætter ind. Kombinationen af fugt i murværket og frost kan skabe frostsprængninger, fordi vand udvider sig, når det fryser til is. Derfor bør du få repareret ødelagte fuger i murværket og skiftet revnede mursten, så disse skader ikke udvikler sig yderligere.
Er facaden på dit hus pudset, bør du også kigge efter, om der er store revner eller afskalninger i pudsen. Er pudsen ikke intakt, kan regn trænge ind og opfugte konstruktionen, så mere puds falder af og efterlader husets facade ubeskyttet. Står det skidt til med pudsen, så tag fat i en murer. Man kan pudse en facade stort set hele året rundt, så længe der ikke er hård frost.
Som en del af vinterklargøringen bør du også rense dine tagrender for nedfaldne blade. Er din tagrende stoppet til, kan den ikke lede regnen bort ved store regnskyl. Tagrenden er med til at beskytte husets facade, så derfor er det vigtigt, at den ikke er stoppet til. Løber vandet ud over tagrenden og ned på husets vægge, kan de blive udsat for store mængder fugt, og væggene kan få svært ved at tørre op i vinterhalvåret, hvor temperaturerne er lave og regnen hyppig.